FULDMÅNE I TVILLINGERNE DEN 15. DEC 2024. WHITE NOISE.

Yellow and Black Retro Music Album Cover

Den er helt gal for tiden. Der er store ting i gang. Begivenheder, der går over i verdenshistorien.

Altså, det hele startede med, at parkeringsreglerne ved mit lokale fitnesscenter for nylig blev ændret fra, at hvor man før kunne parkere gratis i 2 timer til, at man nu kun kan parkere gratis i 1 time ad gangen. Man får altså en bøde, hvis man nu parkerer der i mere end 1 time. Ved parkeringspladsen ligger også en togstation, restauranter og adskillige supermarkeder, så det er et trafikeret område.

Det skifte blev meldt ud den dag, Merkur gik retrograd og blev effektueret den dag Mars gik retrograd, så man måtte forvente et enormt kaos og misforståelser og det har da heller ikke skuffet. Lokalbefolkningen er på barrikaderne i de lokale Facebookgrupper med 117 opslag om dagen, mange af dem adresseret direkte til ombudsmanden som vi må håbe følger med i lokale Facebookgrupper. ”Beviser” for, at man ikke havde set skiltet, at her er man en mønsterborger der har passet sin egen have i mange år og nu skal man udsættes for det her til trusler om bål og brand mod de kættere, der er ansat i parkeringsselskabet. Alle nok nogle, der ville ønske de ikke var taget på arbejde i denne måned. Eller nogensinde.

På søndag den 15. december 2024 har vi årets fuldmåne i Tvillingerne. Det er normalt en festlig en af slagsen – ikke at det skulle være anderledes i år – men fordi den for tiden huser Skyttens planet Jupiter, som til gengæld huser Tvillingernes planet Merkur er tingene mildest talt en smule overdrevne og det i nogle tegn, der elsker at fortælle historier.

For lige at smide lidt gasolina på det bål, så er denne fuldmåne også i kvadrat til Neptun i Fiskene. En dynamik, vi har haft i over 10 år efterhånden. De store fortællinger bliver altså krydret med visse illusioner og måske facts, der snarere hører til i en eventyrverden. Nogle ville kalde dem for ”løgne”.

Og se, det kan jo sagtens være sjovt i sig selv. Der er intet jord i energierne for tiden, så realisme, praktisk tilgang og jordforbindelse er der intet af. Absolut intet. Selv Uranus i Tyren laver sin egen ting ovre i hjørnet. Det er derfor en fabelagtig weekend for at forsvinde ind i fantasiland, uanset om det er gennem julesnaps, filmweekend eller en romantisk affære. Vi kan have eller lave tonsvis af planer af mere eller mindre realiserbar karakter, men nogle gange er det jo bare sjovt at drømme lidt.

Planerne og historierne er altså store, og det kan i mange tilfælde også virke overvældende. Måske sker der så meget eller er så mange muligheder, at man ikke ved hvad der er op eller ned. Det her er klassisk for julestress.

Står du i en situation, hvor det hele er overvældende eller uoverskueligt eller bare…for meget, så træk vejret. Tvillingerne hersker over lungerne. En dyb indånding og se så, hvad der er virkeligt eller bare relevant, hvis noget. Meget af det er nok white noise (hvid støj = en blanding af en masse lyde der dæmper mere naturlige lyde). Det er stor ståhej for ingenting, det er en masse glitter og gulvkanoner, der bliver fyret af uden at der rigtigt er noget substans.

Dont believe the hype, som Public Enemy sang i 80´erne. Det kan være historier, det kan være invitationer eller at man bliver stillet noget i udsigt, men her i Skyttens sæson med Merkur placeret der oveni er det også folks meninger. Ohh la la, hvor der bliver smidt om sig med meninger og holdninger for tiden. Skal man bruge den meget ild i luften til noget, så er det helt sikkert at undersøge sagen for sig selv. Er den restaurant nu også så god, er den film også så dårlig, er den parkeringsskiltning nu også så elendig eller har folk bare behov for at slås med noget, nu hvor Mars er retrograd?

Fjern filteret selv. Hvad er vigtigt, hvad er ikke. Hvad er virkeligt, hvad er ikke. Hvor løber historierne, planerne eller fantasien løbsk – og er det ok at den gør det for en tid? Børn fantaserer jo også og fortæller løgnehistorier fordi det er sjovt. Det er vildt sjovt og kreativt.

Forskellen er bare om man ved, at man gør det. Når jeg ser fjernsyn ved jeg godt, at det ikke er rigtige mennesker der udspiller en rigtig historie inde i en kasse, men derfor kan jeg måske godt have behov for at undslippe virkeligheden for en stund, især lige her op til Vintersolhverv som jeg synes er nogle stramme dage, inden tiden vender og vi atter går mod lyset.

Altså, helt ærligt. Tag denne weekend for hvad den er. Lav noget sjovt eller i det mindste ikke kedeligt uden så meget hensyntagen til, om det er virkeligt eller holdbart. Hugo banker måske på skærmen og spørger ”øhh, hvor skal vi hen du?” – men det ved vi ikke og Mars er retrograd, så vi skal helt sikkert ikke nogen steder hen. Der er ingen fremdrift i det her, allerhøjst noget med at tæske rundt og rundt i cirkler.

Merkur går direkte samme dag, og er måske mere klar eller har mere klarhed hvilket er fint for at forbinde nogle brikker i puslespillet – men puslespillet er ikke færdigt og klar til eksekvering for foråret 2025, det er helt sikkert.

Jeg ønsker alle en rigtigt god, uvirkelig weekend.

Og husk: dont believe the hype.

Dont dont dont believe the hype.

Louise in association with Public Enemy. That´s my story and I´m sticking to it.

Er du Guldmedlem, kan du under "Månedshoroskoper december 2024" se hvad fuldmånen betyder for dig på hvilket livsområde. Er du ikke Guldmedlem? Se hvad du får adgang til i databasen her: https://medlem.louisefalkenberg.dk/ som kan hjælpe dig med at navigere gennem hverdagen og livet på en optimal måde. Det koster 249,-/md. 

Kategorier