I LØVENS TEGN, JULI-AUG 2025. DE SIDSTE DAGES KNAP SÅ HELLIGE.

i løvens tegn 2025

Solen træder ind i sit favorittegn Løven tirsdag den 22. juli 2025. Solen, der bringer al liv og vækst på jord i samme klæder som Løven, der hersker over livet selv, kærlighed, romantik, kreativitet, fest og alt, der gør livet værd at leve er traditionen tro en af årets bedste måneder energimæssigt set.

Når Solen træder ind på Livets scene kigger vi altid lige på, hvem der er med på scenen, bag kulisserne og i publikum.

På balkonerne vinker vennerne Vædderen og Tvillingerne ivrigt. De har Saturn, Uranus og Neptun med sig. Yes. God start. Vi vinker ivrigt tilbage og ved, at dette hverken bliver kedeligt eller langsommeligt.

Bag kulisserne når Månen lige at komme hjem i Krebsens tegn, så også her passer pengene. Månen i Krebsen og Solen i Løven handler om os selv og om hvordan vi har det med at være i verden, med at være på livets scene.

Den firkantede klods kommer altså i det firkantede hul, den runde klods i det runde hul og den trekantede klods i det trekantede hul.

Yes yes ooog yes. Ja tak, blev der sagt.

Lad os lige blive her lidt og se på, hvad det betyder for os den kommende måned.

Det betyder kreativitet, men også realisme. Det betyder fest, men også ordentlighed. Det betyder drømme, men også jordforbindelse. Det betyder fremtid, men med respekt for nuet.

Uranus i Tvillingerne (1)

Læs om Uranus i Tvillingerne ved at klikke på billedet

What´s not to like?

Ingenting, siger Pluto.

Pluto?

Ja, Pluto i Vandmanden som er det sted vi manglede at kigge hen. Ud mod publikum, ud mod verden. Den ægte spejling.

Der er absolut kun positivt at høste - hvis det altså er ægte. Hvis det er autentisk og kommer fra et sted dybt i vores hjerte, dybt i vores sjæl. Hvis det hører til vores fremtid, til den vi er inderst inde.

Det er derfor ikke kun sjov og glade dage, hvis ingen til den fest rigtigt er lykkelige. Maskerne kan ikke blive på når Pluto er i Vandmanden, det bliver kun mere pinligt jo længere tid der går.

Løven er kendt for at være passioneret og ærlig. Vi er i Slangens år, som er kendt for at være falsk og illusorisk, så når løgnen og sandheden skal feste sammen kan vi få lidt af et freakshow på den scene. Der kommer både en skægget dame og en oversavet jonglør.

Det bliver lidt af en kunst at se igennem det hele. Det er helt klart de hurtige og de streetsmarte der vinder denne runde.

Saturn i Vædderen 2025-2028

Læs om Saturn i Vædderen ved at klikke på billedet

Og samtidig er Løve-energi så ægte, som noget kan være. Det er rent, det er autentisk og det er ærligt. Kan man holde solenergien til at kanalisere selvrespekt og stolthed, burde det gå lettere.

Vi kan hurtigt blive coldplayed (som jo må være et ord nu) og blive fyret og single, hvis vi gør åbenlyst dumme ting. Altså, vil man have drama så får man drama, ingen tvivl om det.

Krebsen og Løven er to meget selvcentrerede tegn på hver deres måde, og det er måske her portalen er bedst brugt de næste 30 dage. På at skabe en bedre  ersion af os selv. Merkur er retrograd i Løvens tegn og opfordrer os til at se os selv i et nyt lys, måske spejlet af den opposition fra Pluto.

Pluto er harsk, ingen tvivl om det – og samtidig er det kun vores egne skygger.

Derfor er det ikke en tid at bruge det stærke løvebrøl uden grund, hvis man oplever manglende respekt. Det vil de fleste nok gøre. Men Slangen sætter fælder op for alt og alle.

Hvis man får en stærk afvisning, intet svar, en lukket dør, en slukket telefon – lad det være. Ring eller skriv ikke mere, ihvertfald ikke for nu.

Lad være med at konfrontere nogen med noget som helst. Detektiv Pluto har måske fundet beviser for, at din bedste ven har bagtalt dig. Glem alt om konfrontation, forklaring, dialog, kompromis, konfliktløsning og den slags. Glem aggressioner og nu skal jeg sørme stå op for mig selv og sætte grænser.

Nej.

Det er ikke det, det handler om.

Pluto spejler din manglende selvrespekt. Hvis du er blandt mennesker eller situationer, der ingen respekt har for dig så gør hvad Løven gør bedst, og find noget bedre. Det gode ved alle de slanger i græsset i Slangens år er, at der også er mange slangegange, altså masser af bedre muligheder.

Det er som en slags slalom, hvor man skal styre uden om flagene - og flagene viser henholdsvis falske og sande steder for os. Hvis vi kører ind i et flag, skal vi bare skynde os væk - ikke noget med at skælde ud på slalomflaget.

merkur retrograd i løven juli aug 2025

Læs om Merkur retrograd ved at klikke på billedet

Noget er skiftet for os alle, og det kommer til overfladen. Hvad folk egentlig synes eller føler, hvem der er ven og hvem der ikke er. Lad være med at blive et sted, hvor noget er blevet til noget andet. Hvor du blev lovet en løn eller pris, men sagen er en anden når du ankommer. Hvor hotellet pludselig er blevet dyrere fordi afgifter.

Hvor du bliver behandlet som et barn, som en der lyver, fantaserer, stjæler eller hvad ved jeg. Prøv ikke at forklare dig. Bare kom ud derfra og lad være med at gå ind i et lignende cirkus næste gang.

Er stemningen eller temaet noget andet end lovet, kom ud derfra. Er sommerfesten med de sidste dages hellige alt andet end helligt, er det nok ikke rigtigt vejen til Gud, kære Bengt. Skal noget forestille at være smukt, inkluderende, kærligt, støttende, styrkende, lyttende, afslappende, sundt eller hvad ved jeg og ikke er det, så lad være med at klage eller lave et opslag på sociale medier. Bare skynd dig ud inden mere af den grimme karma smitter af på din smukke krop, brug ikke en af Løvens fineste egenskaber som er at stå hvad som helst igennem fordi det har man lovet, betalt for, skrevet under på osv.

Lad være. Det er en fælde. Hold ikke noget ud, hvis det er frygteligt eller ubehageligt. Slangen og Uranus i Tvillingerne er trickstere, de elsker at fælde folk og gøre dem til grin, så hvis man laver Løven og siger ”nej, sådan behandler man ikke en royal som mig” og går i kamp kan de finde på at fordreje ens ord, photoshoppe ens billede så man ender på forsiden af Ekstra Bladet og ser ud som om man har stjålet slik fra en børnehave, og fordi den Nordlige Måneknude samtidig er i Fiskene er det et aftryk der bliver sat for evigt, så man aldrig slipper af med den historie, det billede, prædikat osv, der intet havde på sig til at begynde med.

Jep. Stol på Louise.

Velkommen til Pluto som paparazzi.

Jeg vil lige skynde mig at pointere, at energien som altid også kan være den anden side af samme mønt. Man kan være det falske sted, ja, men man kan også være landet det rigtigt sted. Måske har man endelig fundet denne her ting på tilbud, fundet det rette system, app, nabolag, kursus etc. Endelig går ens sag igennem, endelig er den person single igen, endelig er tingene gået full circle og man er færdig med det her.

Det kan være en lidt harsk periode i bølger, men det er nødvendigt for at vi står stærkt når det gælder fra 2026.

Tilbage til Løvens sæson og jeg beklager det lange indlæg, så er det meningen, at vi skal shine på Livets scene. At vi giver vores unikke udtryk liv og lever livet med mod og selvtillid.

Det vi bare må være opmærksomme på med den Pluto-opposition er, at jo større lyset er, desto større er skyggen også.

Louise Falkenberg Den Skægge Dame

Er du Guldmedlem, kan du i app´en læse under ”månedshoroskoper juli 2025” for dit soltegn og din ascendant for at se, hvilket livsområde der er naturligt fokus på for dit vedkommende den kommende måned.

Ikke Guldmedlem? Se hvad du får adgang til i databasen og tilmeld dig her: https://medlem.louisefalkenberg.dk

Kategorier