NYMÅNE I VÆGTEN, DEN 21. OKT 2025. DEN HEMMELIGE INGREDIENS.

nymåne i vægten, okt 2025

Årets nymåne i Vægtens tegn finder sted på tirsdag den 21. oktober, og den handler som så meget andet på denne årstid om partnerskaber. Om parforhold, ægteskaber, professionelle forhold, kontrakter, venner, kunder, hjælpere, fjender og konkurrenter. Det, vi spejler i hinanden.

En nymåne indikerer en ny begyndelse, hvis fase så slutter 6 måneder senere ved fuldmånen i Vægten (april 2026). Det kan være en ny relation, privat eller professionel, men kan også være en ny fase af en art. Enten i en eller flere eksisterende relationer eller ens egen måde at relatere til omverdenen på.

No man is an island, som de siger. Uden forbindelser til omgivelserne udvikler vi os sjældent i en god retning, så selv om alt fra ens møbler til job til kæledyr til klædeskab også spejler hvem man er indeni, så er menneskene alligevel lidt mere real.

Vægten vil have fred, harmoni, kærlighed, lykke og gerne en flot facade – og hun vil gå langt for at få det, især nu hvor Venus er hjemme i Vægten. Det er alt sammen fint, men vi får også en forsmag på hvordan de ledende elementer er ved at skifte.

venus i vægten okt nov 2025

Læs om Venus i Vægten okt-nov 2025 ved at klikke på billedet

I mange år var jord og vand de fremherskende elementer i de ydre strukturer, som er dem der danner verdenen når vi ser det med astrologiske briller. I overgangsåret 2025 er vi ved at skifte til ild og luft som fremherskende elementer - et tiltrængt skifte hvis du spørger mig - men det er også noget vi lige skal vænne os til. Der er måske en masse passion og utålmodighed (ild), men der er også meget luft. Rigtigt meget luft.

Faktisk er denne nymåne ikke meget andet end luft. Der er intet jord omkring den. Tyren og Stenbukken er gået en tur i skoven, og Jomfruen er sat ud af spillet på den Sydlige Måneknude.

Derfor er der måske langt mere snak end handling. Flere tanker, ideer, research, samtaler og planer – men det bliver ved det lige nu, og det er der en god grund til. Neptun i Vædderen og Uranus i Tvillingerne især har nemlig såå travlt med at få næste facade på plads, men de skal begge tilbage til henholdsvis vand og jord om meget kort tid. Neptun er tilbage i Fiskene allerede dagen efter nymånen og Uranus tilbage i Tyren i november.

Derfor må man nok lige klappe alpakaen når det kommer til konkret manifestation. Det kommer ikke til at ske til nu, sikkert heller ikke året ud.

Til gengæld er det et godt tidspunkt for vision board, tror jeg de unge kalder det. Hvordan skal mit liv se ud, og hvordan er alle mine forhold på alle mine livsområder. Hvor kunne jeg tænke mig en ny relation, hvor er jeg ved at sige farvel til noget jeg er vokset fra (men ikke er helt klar til at slippe endnu).

De mennesker vi hænger ud med viser hvem vi er, og det er vigtigt at vælge sunde relationer. Som vi er blevet enige om de sidste par blogindlæg, så er den hemmelige ingrediens altid gensidighed. Der skal være to til tango, og de skal byde ind med 50% hver.

Derfor er det jo også vigtigt at se på, hvad man selv har eller ikke har at byde ind med – og hvor der måske skal reguleres eller akkumuleres.

0f71f853-d1d8-42d4-b67b-f81a3ee388a7

Vægten kan være lidt ekstrem. Jeg tænker, at det er fordi den ellers ikke ville kunne finde det gyldne midtpunkt, hvis den ikke havde været helt ude til højre og helt ude til venstre. Det er rimeligt vigtigt her at ramme plet med noget, der er ægte, gensidigt og naturligt.

Hvis noget bare er såååå godt og dejligt og kærligt altid, så ved vi alle at det er løgn. Hvis folk smiler hele tiden opfatter jeg snarere, at de har en brist end at det er noget positivt.

Vil vi have noget i livet, så sker det naturligt. Helt ærligt. Har man et solidt fundament kommer tingene af sig selv. Et tydeligt tegn nu, især hvor Mars er i Skorpionen på at noget ikke er naturligt, er hvis man er nødt til at vride og bøje og manipulere og gå igennem revl og krat og planlægge og plotte og hvad ved jeg.

Så er det ikke et match. Vægten handler kun om det, der er et naturligt match. Skal man igennem alskens strabadser handler det om noget andet.

Det kan også handle om noget der er ”langt væk” nu hvor den Nordlige Måneknude er i Fiskene. Længsel og håb, åhhh bare jeg havde en dejlig kæreste og ihh hvor ville jeg gerne have gode venner.

Åbenbart ikke, for så havde du det allerede.

Som vi før har talt om her på kanalen, så er det smukkeste forhold det, der ikke blev til noget. Det, der ikke kom til at ske så man en dag vågnede op til blomkålsprutter og dårlig musiksmag.

Så handler det om længsel eller måske at flygte fra sig selv, sine realiteter og hvordan man egentlig har det.

Uanset hvad, så er der nye omstændigheder på vej, også på verdensplan. Der er i hvert fald lagt op til det astrologisk, især frem til januar 2026. Med al den Skorpion-energi ser vi det nok ikke komme, den flyder stealth som en ubåd gennem underverdenen mens Vægten danser rundt og sætter efterårspynt op i huset. Det kan gå ret stærkt eller komme ret pludseligt (for alle andre end Skorpionen).

Nymånen er god for at se refleksioner. Hvem er jeg blevet og er det det, jeg ønsker? Hvis jeg vil opnå andre, nye eller bedre relationer på nogle livsområder, hvad skal jeg så selv aktivt og realistisk gøre for at få det?

Det er måske meget godt at starte med blomkålsprutterne.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem, kan du i app´en under "månedshoroskoper oktober 2025" læse, hvilken ny begyndelse du har på hvilket livsområde. Læs for din Ascendant for de mere åbenlyse naturlige hændelser, og for dit Soltegn for dem, der også handler om din indsats og selvudvikling. Læser du for dit månetegn, er det en indre oplevelse.

Bliv Guldmedlem her

Se, hvad der er i databasen her  

Kategorier