NYMÅNE I SKYTTEN, 20. DECEMBER. EN KOSMISK PROFESSORTERNING.

nymåne i skytten dec 2025

Det er en speciel tid og lidt af en port vi går igennem den kommende weekend. Årets nymåne i Skyttens tegn ligger natten til lørdag den 20. december 2025 og søndag den 21. december 2025 er Vintersolhverv, hvorfra vi atter går mod lyset og på astrologisprog går ind i Stenbukkens sæson.

Mangt og meget er sagt og skrevet om trinnet mellem Skytten og Stenbukken. Det er håb og optimisme over for ansvar og realisme. Det er alverdens potentiale over for at kappe selvsamme potentiale for at skabe noget virkeligt.

I år er nymånen så omgivet af en Saturn og en Neptun på de allersidste grader af et andet bevægeligt tegn, nemlig Fiskene. Der er altså tåge på vejen. Vi ved måske ikke helt hvad der er op og ned, hvad vi skal vælge, hvad vi skal gøre, hvilken retning vi skal gå – og samtidig er der helt sikkert vigtige forhindringer, måske endda store livsbeslutninger at tage, så ehh…tak for det, univers. Det er ikke så lidt af en professorterning at skulle klare med bind for øjnene.

Spørgsmålet er måske også, om vi overhovedet skal løse den professorterning lige nu for ser vi på det større billede så er det meget muligt, at der hverken er en løsning eller et udfald lige nu. At det, der nok opløser sig med så mange planeter på de sidste grader, er strukturer i vores eget liv og verden omkring os og at vi ikke har den store indflydelse på det.

Det ville jeg ikke panikke alt for meget over. Det her er så store forandringer, og det er antageligvis kun mindre passager i det større billede.

Skytten handler først og fremmest om frihed, ikke mindst den frihed der ligger i non-attachment til den materielle og jordiske oplevelse. Der er næppe en filosofi eller religion, der ikke taler om dette. At vi alligevel skal forlade det hele en dag, at vores sidste skjorte ingen lommer har og at det derfor ikke kan betale sig at være så forbundet til det vi ejer og det vi oplever her på Jorden.

Nuvel. Så langt kan de fleste af os være med.

Jeg ser absolut også passagen fra Skytten til Stenbukken som friheden til at blive det individ, der finder sin plads i verden i Vandmandens tegn, som er det sidste mennesketegn. Og det er en frihed, der skræmmer mange mennesker. De fleste elsker ideen om det frie individ, men bryder sig ikke om at se det udspille sig i virkeligheden.

Den frihed, man som minimum kan give sig selv nu er friheden til ikke at prøve at regne ud, hvad der venter. Hvad det endelige udfald bliver. Det er umuligt. Man kan allerhøjst stille sig selv i position til så optimalt et udfald som muligt.

saturn i fiskeene

Er du Guldmedlem, kan du læse om Saturn i Fiskene og hvad det betyder for dig ved at klikke på billedet (eller finde billedet i app´en)

Jeg kan ikke lade være med at kigge på den kvadrat til Neptun i Fiskene og Saturn, der samtidig følger med. Det er så mange år, vi har haft Neptun her – siden foråret 2011! Og før det var Uranus i Fiskene (fra 2002-2011, Neptun overtog nemlig lige efter Uranus), så vores jordiske oplevelse har været forvrænget en del i alle de år, faktisk, hvilket stadig har ført os tættere på at leve en universel sandhed, men de næste måneder mens alt det her går på hæld og Saturntegnene Stenbukken og Vandmanden får Solen på besøg – der tror jeg for alvor, at vi kan se hvilken sky vi har boet på i mange år, eller måske bare hvilken tåge der er ved at fortage sig. Måske har nogle allerede opdaget det, der hvor de har Fiskene placeret. Tingene er ikke de samme længere.

Mange af de transitter i de år kunne let sende os mod et martyrium af en art. En ide om, at vi skal hjælpe alt og alle. Måske med healing, måske med vores viden. Mig selv inklusiv.

Jeg argumenterer ikke for det modsatte, snarere at denne nymåne for mig at se er starten på en mere individuel proces der har været optakt til længe. Hvis det så healer eller inspirerer andre, så er det fint – men det kan ikke være udgangspunktet. Andre menneskers vej og behov kan ikke være udgangspunktet. Der er sket så stort et skifte her, måske fordi Pluto i Vandmanden begynder at hægte sig fast.

Vandmanden som det højest udviklede menneske er helt og aldeles sig selv. 100% individ, og det er vokset frem naturligt.

Vandmandens polaritet er Løven, der kreerer i verden ud fra lyst. 100% min lyst, min kreativitet og min passion.

Jeg ved ikke om det er for langhåret, det er bare det eneste lys jeg kan se gennem den lidt snævre og måske fordømmende portal, denne weekend åbner for. At danse rundt i langhårede grupper hvor vi alle ligner hinanden er smukt, men det er ikke fremtiden.

Nymånen i Skytten er optimistisk, glad, håbefuld, drømmende og realistisk – men skal man realisere dette potentiale, er der for mig at se en sprække man kun selv kan gå igennem for at gå på et frit, naturligt, individuelt eventyr.

Det betyder ikke, at man fysisk skal stå helt alene – bare, at lyset mod det næste kun kan ses af en selv.

Det er ens eget lys, ens egen sandhed. Ens egen fremtid.

Louise Falkenberg

horoskoper december 2025 (1)

Er du Guldmedlem, kan du i app´en læse under ”månedshoroskoper december 2025” for dit soltegn og din ascendant for at se, hvilket livsområde der undergår de her nye begyndelser i Skytten. Læs også i databasen om Saturn i Fiskene for dig, så du kan se hvilket livsområde der er ved at slutte denne her dans mellem fantasi og virkelighed sammen med Neptun, der har stået på i så mange år. Klik på billedet for at komme til månedshoroskoperne eller find dem øverst i app´en.

Kategorier