MERKUR I STENBUKKEN, JANUAR 2026. RYG OG REJS MED STENBUKKEN TOURS.

Merkur i stenbukken, januar 2026

Solen, Mars og Venus er i Stenbukkens tegn og de triller direkte mod en kulmination den 1. januar 2026, hvor Merkur joiner festen.

Det, vi har talt om det sidste stykke tid begynder nu altså at forme sig til en plan, en vision, et manifest. Der er blevet prikket til os, hvor meget tid, penge, energi og opmærksomhed har vi egentligt brugt på X – der var et reality tjek, og nu bliver status mere virkelig.

2026 byder på mange interessante passager, og jo stærkere et fundament man har, desto bedre resultat. Stenbukken er ikke bange for at fjerne det, der tynger processen og det er ofte her i kassen for åbenlys spild af penge, tid etc.

Jeg kan huske den 15. august 2007.

Ikke fordi jeg er mere rain man end som så, men fordi det var en dato befolkningen havde set frem til længe. Det var nemlig den dag, rygeloven trådte i kraft. Fra nærmest at have måttet ryge cigaretter overalt måtte man pludselig ikke ryge de fleste steder længere. Saturn var i Løven og sad oven på Sol, Merkur og Venus i Løven her. Saturn/Stenbukken kom og lagde begrænsninger og en dæmper på Løvens festligheder.

Selv om der ikke var rage bait på sociale medier til at hidse befolkningen op dengang, var der absolut oprør blandt de rygeglade danskere. Ej om nogen skulle komme her og lave sådan en sindssyg begrænsning, det ville vi i hvert fald ikke finde os i og ej om det ville holde mere end 5 minutter.

Der gik lige præcis 5 minutter, så havde danskerne vænnet sig til det. Også dem, der stadig røg. Flere af mine venner brugte chancen til at holde op med at ryge. Udover lidt slåskamp uden for nogle barer fordi nu skulle man til at stå udenfor og ryge (!), så blev røgfrie miljøer hurtigt hverdag. Vi ville det måske mere end vi selv vidste – måske fordi det absolut hørte under idiotiske ting, man nemt kunne stryge.

Den Nordlige Måneknude var også i Fiskene dengang som den er nu og den bryder sig om at hjælpe os til ikke længere at blokere egen succes og fremgang ubevidst eller ud fra illusioner.

Der er vel altid åbenlyst idiotiske ting, man kan fjerne fra sit liv og samfundet. Jeg nægter (næsten) at nævne fyrværkeri igen som ellers er en nytårstradition her på bloggen, men hold nu op hvor vejer det bare for tungt i den negative ende. Come on, hvor ville det være åbenlyst smart at fjerne det forældede uberstupide stads en gang for alle – og til dem, der synes at ”det er jo kun 1 gang om året” vil jeg gerne invitere til min Hammerfest, der afholdes 1 gang om året og som går ud på, at jeg slår alle gæsterne i hovedet med en hammer. Nej, det er ikke særligt fedt, men det er jo kun 1 gang om året og nogle finder det underholdende. Det koster i øvrigt også penge, så frem med portemonnæen. Og en klud til at tørre op med for det sviner også.

Nåh, det skal ikke lyde mere negativt end som så – det er jo bare det med Stenbukken. Det er senior, det er nestor, det er bedstefar/bedstemor, det er pensionisten (og Stenbukken kan heller ikke lide høje lyde) – det er den, der har været rundt om blokken mange gange og som nogle gange må tage sutten fra folk.

miranda

Merkur er i Stenbukken de første 3 uger af januar 2026, og her kan vi med fordel tage sutten fra os selv. Mon der nogensinde har været et bedre tidspunkt for et godt, gammeldags nytårsforsæt og det er nok ”den der ting” man skulle have gjort noget ved for længst. Lad være med at signe up til et maraton eller sådan noget hvis du ikke er i form, det er snarere det der åndssvage mobilspil med at proppe ænder i en kurv eller sådan noget, som du bruger flere tusinde kroner på om måneden.

Der er ikke noget nyt og der er ikke noget, vi ikke ved. Det er mere et spørgsmål om at gøre status og tage ansvar for det, vi har brugt vores tid på Jorden på hidtil.

Merkur i Stenbukken handler også om at være forberedt. Der er ikke mere med at planlægge og tænke og visualisere og snakke om. Nej, bare gør det. Just do it, som de siger i Randers.

Just do it. Det er et af de nemmeste og bedste tidspunkter på året at få styr på sine sager.

Og det er ikke fordi vi ikke ved, hvad det er.

Det er lige præcis den ting, du tænker på nu. Det der ”arrhhh det skulle jeg nok se at få gjort noget ved”.

Ja.

Den ting.

Do it.

Louise Falkenberg

Er du Guldmedlem, kan du i app´en eller på hjemmesidens medlemsområde læse under ”månedshoroskoper januar 2026” for dit soltegn og din ascendant for at se, hvilket livsområde der er naturligt fokus på for dit vedkommende for tiden (Stenbukken).

Ikke Guldmedlem? Se hvad du får adgang til i databasen og tilmeld dig HER

Kategorier