NYMÅNE I STENBUKKEN, JANUAR 2026. EN NOBRAINER.

nymåne i stenbukken, januar 2026

Nymånen i Stenbukken den 18. januar 2026 er i klassisk forstand praktisk, metodisk og realistisk – men den ligger også så sent i Stenbukkens tegn, at de nye begyndelser fordrer en forståelse af, hvordan man skaber personlig succes på planeten Jorden.

Dette har selvfølgelig mange nuancer, men grundlæggende er det her oppe i de ”høje tegn” godt at vide, at universets eller sjælens mål altid er, at alt handler om en selv. At man tager udgangspunkt i sig selv, at man ved omverdenen kun er et spejl af os selv og at det, vi modtager, kun kan være noget vi selv har givet ud på et tidspunkt. Dette gælder det positive såvel som negative.

Nemt at skrive eller sige, sværere for egoet at acceptere i den enkelte situation.

I de mange skift fra Stenbukken til Vandmanden eller fra Fiskene til Vædderen (som Saturn og Neptun er i gang med) er et meget stort tema, at martyriet også opløses. Stakkels mig, se alle de frygtelige ting der sker mod mig.

Når vi har passeret sommerferien 2026, er der ikke mere af alt det her. Selv den Nordlige Måneknude er skiftet fra Fiskene til Vandmanden. Jupiter er gået i Løven, Saturn og Neptun i Vædderen, Uranus i Tvillingerne og Pluto holder sin position i starten af Vandmanden.

Festligt ser det ud, men det kan også være et virvar at blive revet ind i, hvis man ikke har det der gode, voksne fundament Stenbukken giver. De gode grænser (”arh, jeg springer over at hoppe på at investere i dit nye ballonfirma”) og den gode evne til først og fremmest at sørge for at få sovet, spist, badet, motioneret, ryddet op og alt det som sammen med en indre følelsesmæssig sikkerhed er grundlaget for den populære ”manifestation”. At man ikke undertrykker sig selv, for at at gøre alt for meget for mennesker og situationer, der hverken fortjener det eller sætter nok pris på det.

Ja, det er kedeligt og ikke flotte esoteriske ord, men det er altså fundamentet for Stenbukkens vej til jordisk succes.

I skiftet til Vandmanden kan vi tale nok så meget om venskaber, men igen får vi ikke de venskaber hvis ikke vi først og fremmest er bedste venner med os selv – og her taler jeg ikke kun om, at man i bedste affirmationsstil pepper sig selv op og giver sig selv positiv tale, som er meget populært. Jeg mener i bedste Stenbukkestil også, at man må holde sig selv ansvarlig når man opfører sig som en kæmpe klovn, ikke er dygtig nok, ikke er den rette etc etc.

Vi kan også bare kalde det at være voksen.

En anden åbenlys trend at forudsige med ovenstående energier er, at astrologien nok eksploderer totalt med alt, hvad det medfører.

Som med alle andre lignende systemer kan også astrologien bruges til at forklare, hvorfor alle andre er idioter eller hvorfor noget sker/ikke sker. Derfor kan man strikke en mental virkelighed sammen, som desværre ikke har med den anden virkelighed at gøre.

photo-1514897575457-c4db467cf78e

Astrologi er sjovt, underholdende og lærerigt – men det står selvfølgelig ikke alene. Mange tror stadig, at planeterne ”gør” noget. Det gør de ikke. De viser muligheder og potentialer, man kan udnytte eller undgå - men hvad der sker, afhænger i stor stil af en selv.

Alle har et fødselshoroskop, men ikke alle dele af aktiveret hele tiden (udover på sjælsplan, men ikke i hverdagen). Astrologi handler primært om at analysere, hvilke livsområder der er påvirket på hvilken måde i hvilken periode i et menneskes liv. Astrologi = Astro logos = stjerner, der vandrer.

Transitterne, som de her ”aktiveringer” kaldes, møder dog kun en hvor man selv er, så man kan have alverdens transitter for at blive forfremmet, berømt, møde sit livs kærlighed, få solgt sit hus eller hvad ved jeg – men det kræver, at man har udviklet sig til at være i en position, hvor det kan lade sig gøre. Vi får altid hvad vi har brug for, uanset hvilke transitter vi har, hvor meget vi skifter navn numerologisk osv osv, og er vi ikke blevet voksne, har lært at tage ansvar, være realistiske, se noget fra begge sider etc, får vi ikke præmierne fra den øverste hylde.

Denne nymåne binder sløjfen om mange års stenbukkeproces for os alle, og budskabet er klart som altid. Det er præcis som det står ovenfor. Jeg er hele universet selv, jeg har alle muligheder, men jeg bærer også alle ansvar. Det betaler sig at tage ansvar og konsekvenser, og det betaler sig at være god, som Martinus siger. Så kommer der færre og færre grimme ting til en.

Nymånen indikerer, at vi sår et frø til en klassisk læringsproces, men også – og det kan jeg virkeligt godt lide ved den – at der er meget frihed, forandring og fremtid i den. Månen er i så flot trigon til Uranus, der også er ved at være færdig med sin mangeårige, ulige kamp med Tyren, så der kan være en lidt bizar proces hvor vi bygger, starter eller planlægger noget solidt – måske efter klassiske principper – men umiddelbart efter møder alle planeterne jo smadremanden Pluto, som vi kiggede på i går, så måske bliver det hele pillet ned igen. Især hvis der er for meget element af, at sådan ”har vi altid gjort det”.

Plejer er stendød i 2026, så vi går måske i gang med at bygge A, men ender med B som resultat.

Processen er naturlig, og er vi selv denne her selvstændige, lukkede enhed Stenbukken fordrer, kan vi i bedste lemmingstil sagtens finde vejen frem. Hvis vi undgår de steder, hvor der ikke er energi, hvor der ikke er åbent, hvor vi ikke er inviteret. Hvor vi ikke presser noget igennem, der er akavet eller unaturligt.

Det kunne vi nemlig i alle de år med Pluto i Stenbukken fra 2008-nov 2024. Derfor denne reminder. Der kunne vi presse ting igennem, som egentlig ingen steder hørte hjemme i universet og derfor senere faldt med et kæmpe brag. Prøv derfor at undgå de steder, hvor du ikke passer ind, ingen ved hvem du er, folk kniber øjnene sammen eller falder i søvn, når du præsenterer dine herligheder. Alt, der kigger ud af vinduet eller på sin telefon etc…just get the f out.

Den rene. klassiske Stenbukke-energi er bygget på visdom, klogskab, opbygget netværk, kompetencer, erfaring og at have skabt et fundament i sig selv, samlet et forråd etc. Det er ikke klogt eller naturligt at presse noget igennem, hvis man er den eneste i rummet der kan se potentialet eller synes, at det er fedt.

Endelig er det en fejl at tro, at Stenbukken/Saturn altid handler om arbejde. Saturn handler om optimal forvaltning af sine ressourcer, så hvis man knokler derudaf uden at tage hensyn til sin polaritet, som er Krebsen (følelsesmæssigt behov for tryghed, sikkerhed, kærlighed, omsorg etc), så står man måske her ved den Nordlige Måneknude i Fiskenes 1-års jubilæum og har smurt sig en sandwich med trestjernet martyrium og må kigge langt efter sit diplom ved denne nymåne. Gør man noget for gud, konge, fædreland *indsæt tåre* er det måske på tide at hoppe ned fra klaphesten og passe mere på sig selv. Ingen gider den sure Stenbuk, der arbejder derudaf, aldrig hviler, ikke vil modtage kærlighed, gaver osv, men som gør andre ukomfortable ved selv at give dem.

Nåh, der er ikke mere Stenbukkeneergi at vride ud af denne sten. Det er måske på sit højeste i energierne lige nu, men skifter lige om lidt.

For den voksne er denne nymåne en nobrainer. Der går man i gang eller fortsætter med det, som er det helt rigtige at gøre nu.

Så må vi se, hvad det ender med rent faktisk at blive.

Louise Falkenberg

horoskoper januar 2026

Er du Guldmedlem kan du i databasen under ”månedshoroskoper januar 2026” se hvilket livsområde der aktiveres for dig ved nymånen. Læs for din ascendant for at vide, hvad der allerede ligger i kortene og for dit soltegn for at se hvor du selv kan bruge ressourcer på at udvikle dig yderligere. Månetegnet indikerer primært en indre oplevelse der sjældent vil have et udfald i form af fysisk manifestation. Find horoskoperne i app´en eller klik på billedet ovenfor.

 

Bliv Guldmedlem her: https://medlem.louisefalkenberg.dk/ 

Kategorier