Venus og Merkur i Vægten sep-okt 2019. Luft og kærlighed.

Luft! Luuuuft! Så kom vi endelig op af vandet, ud af det karmiske trykkammer og de tunge jord-energier. Venus og Merkur er gået i Vægtens tegn, det er første gang i månedsvis at der kommer luft ind i billedet.

Luft i denne forstand er det intellektuelle. Kommunikation, tanker, ideer, logik. Socialisering. Og hvis der er nogle der kan få alle til at føle sig godt tilpas, så er det Vægten. Vi er bare lidt mere menneskelige i denne periode.

De tre luft-tegn er Vægten, Vandmanden og Tvillingerne. Alle tre dem, der kan tænke, kommunikere og på hver deres måde har fokus på menneskene.

Det tarotkort, der symboliserer dem hver især, er også mennesker.





Vægtens tarotkort: Vægten søger altid at skabe balance og retfærdighed mellem mennesker, mellem hovedet og hjertet.



Tvillingernes tarotkort: De Elskende, som viser den dualistiske natur Tvillingerne rummer. Der er altid to sider, to valg, to mennesker.



Vandmandens tarotkort: Stjernen, der viser hvordan Vandmanden gennem sin høje intelligens søger at gøre alt bedre for menneskeheden, men ikke nødvendigvis den enkelte person. En slags misantrop humanitær, kan man sige. Gøder jorden ("menneskene") med sin visdom.



Når vi siden juni måned har manglet luft i mere end een forstand og ovenikøbet har haft massivt indfald af Jomfru-energi, der i værste fald er kritisk og fordømmende, er bedre og mere elegant socialisering hårdt tiltrængt.

Når Saturn også går direkte (langsomt, men alligevel direkte) fra den 18. september 2019, slipper vi også af med den kvælende og forstoppede fornemmelse. Alt begynder at rykke igen, vi kan se frem mod nye begyndelser hvor Solens indtog i Vægten den 23. september og nymåne i Vægten den 28. september er milepæle.

Med både kommunikationsplaneten Merkur og kærlighedsplaneten Venus i Vægtens tegn kan vi langt bedre se hinandens perspektiv, udveksle ideer og forklare hvad vi mener. Lufttegnene er bare lidt mere menneske, mere civiliserede, raffinerede. Læg mærke til, hvordan snakken går mere lystigt i de rum du dagligt bevæger dig i.

Og især Venus elsker at være hjemme her i Vægtens tegn. Dronningen kommer hjem til sit palads. Venus genfødes, den perfekte værtinde tager imod i døren. Det handler om kærlighed og at åbne sit hjerte for kærlighed.



Jeg føler, at der er en ekstra krølle på årets Venus-Merkur-transit gennem Vægtens tegn. Og den har med Pluto-generationerne samt den kommende Saturn-Pluto-konjunktion at gøre. Hvilket kommer i et længere indlæg, der snart er klart.

Indtil da kan vi glæde os over en fælles øget evne til at balancere. Se tingene fra flere sider. Skabe kompromis. Finde fælles fodslag.

Når kommunikationsplaneten Merkur rejser sammen med Venus her, så kan vi opleve at vi for første gang i lang tid får balance i vores interpersonelle relationer, også med kolleger, kunder og den slags. Business går fremad igen. Marketingkampagner, salg, handel (alt, der er MERKantilt) får mere momentum og leder du efter et publikum/målgruppe/kunder vil du se, at det bliver lettere igen. Sociale medier liver også op igen og folk bliver generelt mere høflige og har respekt for hinanden.

Venus i Vægten og Vægten i det hele taget handler om balance. Venus i Vægten vil have begge parter til at vinde lige meget. Det er fair play hele vejen rundt. I krig og kærlighed gælder ingen kneb her.



Faren ved Venus og Merkur i Vægten kan være, at det hele kan blive lidt for pænt. Lidt for megen gliden hen over overfladen og ikke at tage fat om roden, tale om de dybere emner. Spørgsmålet er måske også, om vi har brug for det efter en massive udpumpning de første 3 uger af september 2019 viste sig at være.

Bare vi midt i al vores intellektualisering ikke glemmer, at der er noget der hedder kærlighed. Den dybe alkymiske forbindelse der ikke kan forklares med lister, logik, sund fornuft eller at det "bare er en kemisk reaktion". Som måske ikke engang kan udtrykkes i ord. Hvor man vil ændre sit liv for at være nær den man elsker.

Der skal være balance mellem hovedet og hjertet, fortæller Vægten. Og vi kan her forsøge at forstå eller udtrykke den dybe og måske ubelejlige følelse.

Ihvertfald er det dejligt at komme op til overfladen. Hvor solen skinner og vi kan trække vejret igen.

Louise

Venus er i Vægten til den 8. oktober, og Merkur til den 3. oktober 2019 hvorefter de hopper ned i Skorpionens mørke hule.

Kategorier